STEVNS: Salget af boliger i Stevns Kommune viser i årets første 8 måneder en markant stigning i forhold til sidste år. Salgstallet er steget med hele 24 procent. Til gengæld har boligejerne på Stevns haft landets største tab siden priserne toppede i 2007.
De danske boligejere har i gennemsnit tabt 315.560 kroner i forhold til da priserne var i top i 2007. Men det tal dækker over store regionale forskelle. Boligejerne på Sjælland har i gennemsnit tabt mindst det dobbelte.
Boligpriserne i Stevns Kommune har lidt de største prisfald i kroner og ører i Region Sjælland.
Før krisen kostede et hus på 140 kvadratmeter i Stevns Kommune omkring 2,1 millioner kroner. I dag koster det samme hus kun lidt over 1 million kroner, altså er prisen faldet med 1,1 million kroner.